Læringstaktikker i lyset af Coronavirus / covid-19
Er du (også) blevet fanget i Implementeringsfælden?
Vi ved allesammen, at vores medarbejdere løbende har behov for ny viden, som de kan bearbejde og gøre til egen viden og færdighed for at kunne skabe løsninger og services (store som små), som vores nye COVID-19-hverdag så rigeligt efterspørger.
Mange af de læringsteknologier og platforme, der er i markedet i dag, er virkelig gode til effektivt at distribuere og skalere dét at give adgang til personligt læringsindhold, uden at det administrativt vælter hverdagen og overbelaster de læringsansvarlige i deres arbejde. Så generelt set er det relativt simple problem med at nå ud til vores medarbejdere med læringsmateriale nu løst.
Dén problemstilling, vi nu oplever lidt mere i hverdagen, er noget mere kompleks: Som en læringsansvarlig sagde til mig forleden: “Jeg kan sagtens se og høre, at vores digitale læringsinitiativer er gennemtænkte og veldesignede – og det ser rigtig fint ud alt sammen. Men der er bare stadig alt for mange af vores medarbejdere, der siger, at de ikke har tid til ‘online læring’. Og det tager jeg som udtryk for, at vi fortsat bøvler med at skabe motivation og lyst til at tage læringen til os i hverdagen. Og resultatet er rimelig klart, at for meget af læringen simpelthen ikke bliver omsat til ny adfærd i hverdagen – det er simpelthen ikke effektivt nok.”